DSCF4852-Edit

Livets endestation

 

“Virkeligheden banker på hver dag” skrevet af Mette Bugge.

“Idag er bare en helt almindelig dag i dansedirektricens liv, og så alligevel ikke! Som I ved så er jeg ansat på Plejehjemmet Akaciegården, og her leves livet sq! Fra vugge til krukke!

Kort efter besøget af Muchi, omsorgsklovnen, sad jeg og snakkede med 3 skønne damer. De sad i en dagligstue hver for sig, den ene blundede, den anden betragtede sine tørre ben, den tredje sad begravet i en stor kørestol, under et mægtigt grønt tæppe. Jeg var høj i låget ovenpå oplevelsen med klovnen, og kom fløjtende ind i lokalet. Damen med tæppet, spurgte forundret til min stemning: “hvorfor er du så munter?”

Jeg fortalte om klovnen (de havde ikke været med) og det ledte til en længere snak med 2 af damerne om alder, børn, børnebørn, besøg, ensomhed, og lysten til bare at dø! Helst i dag! De to damer var så fast besluttet i deres lyst til at dø og forlade dette liv snarest! Der var ikke noget ved noget længere. Manden var død for 6 år siden, barnet, det ene, boede langt væk og kom stort set aldrig på besøg, barnebartnet var der vist 1 stk af, men det var så lang tid siden at han havde været der, at damen ikke kunne huske hans navn eller alder.

Snakken udviklede sig mellem de 2 damer, og fra at sidde sammen i tavshed, havde de nu et fællesskab, ensomheden og lysten til at forsvinde fra dette liv.

Højt at flyve dybt at falde….. Men så alligevel ikke, for der er eddermame så meget kraft og mod i de to gamle damer. Tænk at have modet til at sige det højt, sætte skriften på væggen og bare have lyst til at tjekke ud efter et langt levet, og godt liv.

Det meste af det gode forsvandt med deres ægtefæller sagde de, jeg forstår, sagde jeg, jeg forstår. Jeg forlod de tre damer med de 2 af dem pludrende i baggrunden. Den 3. forblev småsovende(rævesøvn??), under hele snakken. Eddermame seje gamle damer. Jeg bukker mig respektfuldt i støvet for dem, og håber at min lille indsats idag har gjort et par minutters liv værd at leve!”