CAMP MORIA

Af Line Nordentoft ..

Fredag morgen i Moria, regnen siler ned på 4. døgn. Alt er et søle, alt sejler. Der er affald overalt, gennemblødte voksne og børn, og luften er tyk af røg fra de utallige bål omkring lejren. Alle forsøger at finde lidt varme, få tørret et stykke tøj, varmet en dåse bønner.

Vi skal ind i campen, men når ikke langt – en ung afghansk mand bløder fra et friskt sår. Der har været tumult igen til morgen, og han har fået et knivsår. Det er dybt og skal sys, men det kan jeg ikke. Jeg må rense, forbinde og bede ham om at søge lægehjælp, når han kommer til Mytilini 6 km væk. Det kommer ikke til at ske, for han har fået sine papirer og kan forlade Moria. Ingen bliver her for sjov eller for et par sting. Videre.

Ind i campen, men når ingen steder. Vi blever hevet i fra alle sider. Doctor, doctor! En iransk mand stopper mig – han har tydelige abstinenssymptomer, ryster, har smerter og er ligbleg. Han er løbet tør for metadon. Han er dyrlæge og taler flydende engelsk, mens han prøver at finde ud af, hvor han og hans gruppe skal gøre af sig selv. Lige nu må han vente i regnen 2 timer på en læge, der måske kommer. Vi ved det ikke. Det evige dilemma: holde sin plads i køen til registreringen eller forsøge at få lægehjælp, mad, vand, tørt tøj.

Videre. 50 meter. En mor med sin baby på 1/2 år- please, please. Jeg forstår hende ikke, men barnet er nøgent, ingen ble og svøbt i et drivvådt, beskidt håndklæde. Huden er runken og hvid af regnen. Jeg har ingenting, hvad fanden gør jeg? Ud i bilen, hive en gammel undertrøje frem fra mit eget skiftetøj og rive et stykke emergency blanket af. Løbe tilbage og hjælpe hende med at svøbe barnet først i alu-tæppet og dernæst en tør undertrøje. Hun er tom i blikket, ingen lindring.

Videre. 75 meter. Endelig et UNHCR telt! Det er fuldstændig fyldt med mennesker, kvinder og børn især. Gulvet er gennemblødt af regn og mudder, affald og vådt tøj overalt, mens børnene sidder og ligger her. En mand har forsøgt at forbinde sit ben med konens tørklæde. Han har skadet sit knæ, der er hævet op, og han kan dårligt stå og gå. Vi prøver at finde et sted, han kan sidde ned. Det er der ikke. Jeg må give ham en strækforbinding og smertestillende til resten af døgnet. Han skal ud og stå i kø til registreringen med sin kone og 3 små børn.

Vi går tilbage til politiets område og finder 2 læger og 1 sygeplejerske indenfor. De har ikke brug for hjælp, siger de. Jeg venter lige et øjeblik på, at de griner og slår mig på skulderen, det er selvfølgelig en joke?! Det sker ikke.

Videre. Videre. 100 meter. 3 unge mænd kommer humpende. De er 3 ud af hundreder. Deres fødder er forfrosne og helt opløst i de våde sko. De tørrer aldrig her. Jeg kan ikke gøre noget, de må humpe videre med armene omkring den nærmeste ven. Ned i køen og stå.
Vi kan hører, hvordan det syder og koger foran lågen indtil politiets registreringskontor. Kvinder og børn græder, de står forrest op mod lågen og er rædselsslagen over presset af menneskemængden bagfra. Det samme er vi. Porten giver til sidst efter, et brøl lyder ud over pladsen.