CAMP KARA TEPES

På grund af de kaotiske forhold i Moria med op mod 5000 mennesker strandet og uden registrering var også flygtningelejren for syrere, Kara Tepe, under stort pres. Situationen har de sidste 2 dage været ude af kontrol, og der måtte akut sættes frivillige, NGO´er og politi ind for at få nogenlunde ro på lejren. Lejren har helt andre ressourcer end Moria. Her er bla. UNHCR, Røde Kors og Læger uden Grænser repræsenteret med telte, toilet- og badeforhold, lægehjælp, mad og rindende vand.

Der bliver ryddet op og gjort rent, der er håb.

I går måtte vi med massiv tilstedeværelse forsøge at få køerne til registreringen organiseret, mens vi ventede på, at de 3 (!) computere kom i gang. De gjorde de kl. 15, hvor folk havde ventet i op til 7 dage i en overfyldt og hårdt presset lejr. Langsomt, langsomt begynde køen at bevæge sig. Grædende børn overalt, en kvinde besvimede i solen og måtte køres bort af Røde Kors. Mændene frustrerede og magtesløse i endnu en kø, endnu et forvirrende system af skiftende regler og anvisninger, som igen kan finde rundt i.

I dag lykkedes det endelig at få tømt lejren nogenlunde, så de næste, der lå i kø udenfor, kunne komme ind i eftermiddag, aften og nat. Lige nu er 15 nye både på vej ind på nordkysten, dvs. ca. 600-700 mennesker er atter på vej ned igennem øens infrastruktur i løbet af natten. Det vil bogstaveligt talt ingen ende tage ♥